Udsigterne – øgede forsyningsudfordringer

07.01 2011

Da produktionen startede op sidst på sommeren 2010 var overgangslagrene af europæisk kartoffelstivelse næsten helt tomme. Samtidig var vækstbetingelserne i vækståret 2010 meget ufordelagtige. Dette førte til et stærkt begrænset udbytte af kartofler og dermed lave forventninger til udbuddet af kartoffelstivelse.

 

Allerede kort før jul afsluttede vi i KMC kampagneårets  produktion, og vi må konstatere, at det skiftevis våde og kolde vejr i Nordeuropa i de sidste måneder af 2010 har haft en yderligere negativ indflydelse på vores produktion af kartoffelstivelse i 2010/2011.

For alle kartoffelstivelsesproducenter vil 2011 derfor være et år, hvor det vil være umuligt at efterkomme kundernes samlede efterspørgsel. KMC’s kunder vil også kunne mærke konsekvenserne af det meget markante vejr, men vi vil gøre hvad der er muligt for at minimere de problemer, som vore kunder oplever i den sammenhæng. Det kommende år vil med andre ord blive meget vanskeligt, men vi vil naturligvis også i år gøre vores bedste for at hjælpe vore kunder igennem situationen.

Det er selvfølgelig alt for tidligt at gætte på høsten for 2011/2012, men det vi ved med ret stor sikkerhed er, at lagrene af Europæisk kartoffelstivelse vil være tomme, når produktionen går i gang sidst på sommeren 2011 og at det selv i tilfælde af en god høst vil tage adskillige måneder at bringe balance mellem udbud og efterspørgsel.