Royal ære og festivitas i Moskva

09.09 2011

I forbindelse med det officielle statsbesøg i Rusland – med deltagelse af HM Dronning Margrethe, HKH Prins Henrik og HKH Kronprins Frederik – blev KMC’s russiske repræsentant Sergey Pronin tildelt Dansk Eksportforenings Diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Æresmedalje.

 


Overrækkelsen skete ved en reception, hvor Danmarks Ambassade var vært. Foruden kongefamilien deltog også den danske udenrigsminister Lene Espersen og formanden for Dansk Eksportforening, Ulrich Ritsing.



Kongefamilien og udenrigsministeren hilste personligt på hver enkelt ved ankomsten, hvorefter ambassadør Tom Risdahl Jensen bød velkommen. Formanden for Dansk Eksportforening informerede om æresmedaljen og baggrunden for tildelingen, og han overrakte Sergey diplomet.



HKH Prins Henrik holdt en tale om KMC og om KMC i Rusland – med Sergey på scenen – hvorefter han overrakte Sergey medaljen. Endeligt holdt Sergey en takketale.

 

 

Prins Henrik viste i øvrigt et forbløffende godt kendskab til KMC og til aktiviteterne i Rusland - helt tilbage til den ordre på 10.000 stivelse, der i 1981 blev sendt af sted til brug for vodkaproduktion!



Til stede ved begivenheden var fra Danmark adm. dir. Nicolai Hansen, salgsdirektør Bjarne Larsen, salgschef Viggo Sørensen og fra Rusland deltog, foruden Sergey, Katja Kharlashina og Valentina Sotsevich fra kontoret i Rusland samt alle KMC’s distributører i Rusland.

 


Den følgende aften afholdtes en festmiddag for at fejre Ruslandskontorets 15 års jubilæum. Også her var alle de russiske distributører inviteret med.

 

 

HKH Prins Henrik, Sergeij Pronin, KMC og formanden for Dansk Eksportforening, Ulrich Ritsing.

KMC’s distributører i Rusland deltog også ved overrækkelsen.