Markedsforventninger august 2010

12.08 2010

Stigende uro omkring forsyningerne

Året 2009/2010 var endnu et år med betydelige ændringer i markedsdynamikken - dette ser ud til at fortsætte ind i 2010/11.

2009/10
Med verdensøkonomien på vej ud af den finansielle krise er den globale efterspørgsel på stivelse til både levnedsmidler og den tekniske industri hen over året mere eller mindre returneret til et normalt leje. Forsyningerne var imidlertid meget påvirket af knaphed i de førende stivelsesproducerende lande så som Thailand, Kina og Indonesien resulterende i en stærkt stigende efterspørgsel på stivelse fra EU. Som følge deraf er de europæiske overgangslagre næsten forsvundet i årets løb.

2010/2011
Beskeden fra næsten alle verdenshjørner er den samme: Vejrforholdene har ikke været gunstige for avl af landbrugsprodukter. Tørke og oversvømmelser forventes at reducere kartoffelhøsten med 10-25% i hele Europa. Ekstrem varme og tørke i Rusland forventes at reducere hvedehøsten med 30%. Både Kina og Thailand melder om meget lave forventninger til udbyttet på grund af både tørke, oversvømmelser og insektproblemer.

Selv om de sandede jorde og gode vandingsmuligheder i Danmark gør det muligt for KMC at begrænse de fleste problemer fra varmen og tørken, ser det ud til, at også vi 2011/11 må forvente en høst, der er betydelig mindre end normalt. Der kan selvfølgelig stadig ske ændringer, både op og ned, men på nuværende tidspunkt er det svært at forestille sig, at 2010/11 ikke bliver et år med mangel på EU stivelse.