KMCnyt

Dansk kartoffelproduktion blomstrer

04.01.2017

 

Offentliggjort i FødevareWatch 02.01.17 kl. 12:08 AF JØRGEN RUDBECK

Mens de danske forbrugere hælder færre og færre skrællede kartofler i gryderne, er der fart under den danske dyrkning af kartofler, der i 2016 nåede et tiårigt højdepunkt.

Der ryger ikke længere så meget sovs og så mange kartofler på tallerknerne i de danske hjem, og det samlede danske indtag af spisekartofler er år for år gået tilbage.

Ifølge den nyligt offentliggjorte årsrapport "Landbrugets Økonomi 2016" fra Institut for Fødevare – og Ressourceøkonomi (IFRO) på Københavns Universitet gik arealet med spisekartofler fra 2014 til 2015 tilbage med hele 14 pct. Og tendensen fortsatte ind i 2015, hvor arealet gik yderligere 8 pct. tilbage, så der samlet set i 2016 dyrkes 13.500 hektar med spisekartofler i Danmark.

Men løfter man blikket fra tallerknerne, spirer den samlede danske produktion af kartofler i anderledes høj grad. For i den del af kartoffelproduktionen, som handler om produktion af stivelse, er der stor fremgang, og arealet med stivelseskartofler steg samlet med 25 pct. i 2016, fremgår det af rapporten.
For ti år siden var der i Danmark 2100 kartoffelproducenter i Danmark, og efter et lavpunkt i 2015 kom der sidste år 300 nye til, så der nu samlet er omkring 1.800 producenter, viser tal fra Danmarks Statistik ifølge rapporten.

“Til trods for, at antallet af producenter er lavere end tidligere, er det dyrkede areal med kartofler med ca. 46.000 ha i 2016 det største i de seneste 10 år og ca. 10 pct. højere end gennemsnittet af de sidste 5 år,” hedder det om udviklingen i rapporten fra IFRO.


Fremgang på flere fronter

Blandt de virksomheder, der nyder godt af udviklingen, og som også spiller en vigtig rolle i forhold til at øge produktionen, finder man en lang række danske kartoffelmelsfabrikker, selskaber og producenter.

Danespo-koncernen, der blandt andet sælger store mængder læggekartofler, kom ud af 2015/2016 med et resultat på 12 mio. kr. Koncernomsætningen steg med 66 mio. kr. fra 400 mio. kr. i 2014/15 til 465 mio. kr. i regnskabsåret, og resultatet før skat blev på 12,0 mio. kr. mod 7,4 mio. kr. året før.

“Omsætningen er steget med 16 procent. Fremgangen er primært drevet af to forhold: En øget omsætning af læggekartofler og generelt højere priser på spisekartofler. Derudover har de udenlandske aktiviteter bidraget positivt til udviklingen, både på top- og bundlinje,” forklarede daværende adm. direktør i Danespo, Steen Bitsch, i september.

Også i kartoffelforædlingsselskabet KMC Kartoffelmelcentralen amba har man oplevet vækst i det seneste år. Med base i Brande landede selskabet tidligere i år det bedste resultat siden 2012/13. Omsætningen gik i 2015/16 frem med ni pct. fra 1094,6 mio. kr. i 2014/15 til 1191,4 mio. kr. Samtidig voksede bundlinjen med 35 mio. kr. til 110,6 mio. kr. i 2015/16.

Direktør Nicolai Hansen var ganske tilfreds, da FødevareWatch fangede ham til et par kommentarer i slutningen af november.

“Vores avlere har produceret mere, og vi har været i stand til at afsætte de ekstra mængder. Samtidig har vi oplevet, at markedet sidste år har været bedre end året før. Det forklarer også, at vi har solgt til bedre priser og derved opnået en bedre indtjening,” sagde han og fortsatte:

“Vi har mange forskellige produkt-segmenter, vi sælger til, der har været inde i en god udvikling. Det er mange fronter, som har bidraget til det gode resultat.”

Ud over de nævnte selskaber producerer Andels-kartoffelmelsfabrikken Midtjylland A.m.b.a., Andels-kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland, Karup Kartoffelmelsfabrik og Andelskartoffelmelsfabrikken Vendsyssel kartoffelmel, mens man på KMC Granules-fabrikken i Brande producerer kartoffelpulver og kartoffelflager.

Lille dansk brik i EU

Ude i Europa udgør den danske produktion stadig kun en mindre andel af det samlede marked. To tredjedele af den samlede produktion i EU i 2013 fandt ifølge rapporten sted i fem lande, Tyskland (19,7 pct.), Frankrig (13,6 pct.), Polen (12,6 pct.), Holland (12,0 pct.) og Storbritannien (10,0 pct.).

Den gennemsnitlige europæiske kartoffelproducent havde i 2013 kun 0,8 hektar, og 91 pct. af producenterne i EU har mindre end én hektar med kartofler. Det stod i skarp kontrast til de danske producenter, som i gennemsnit havde 20,6 hektar, og som toppede listen over de største bedrifter i EU.

Personligt log ind

Indtast dit personlige brugernavn og adgangskode for at få adgang til beskyttede nyheder og meddelelser
Log ind
Glemt brugernavn eller adgangskode?
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere om cookies

LUK